Der findes som et overordnet udgangspunkt 3 træner-filosofier indenfor talentudvikling. De 3 filosofier stammer fra forskning om succesfulde talentudviklingsmiljøer, og er derfor fremkommet efter de praktiske erfaringer er koblet med teoretiske udgangspunkter. De 3 filosofier skal ses i en udviklingskontekst, hvilket betyder at talentudviklingen gennem årene har udviklet sig i den retning filosofierne er fremkommet. På den måde er filosofi 2 en videreudvikling af filosofi 1, mens filosofi 3 er en videreudvikling af både filosofi 1 og 2 (1).

 

Den korte teoretiske gennemgang

De 3 filosofier har i forskningen andre navne, og kaldes teknisk set for paradigmer, men i denne kontekst kaldes de for filosofier, da det giver en mere praksisnær og retningsorienteret tilgang. De tre er:

  1. Den medfødte filosofi
  2. Trænings-filosofien
  3. Miljø-filosofien

 

Den medfødte filosofi tager udgangspunkt i tankegangen om, at alle atleter er født med et bestemt gen der gør dem talentfulde. Det betyder at det er noget iboende i udøveren, som er udgangspunktet for at de udvikler sig til seniorelite niveau. Baggrunden for denne tankegang skyldes at man kigger på de bedste sportsudøvere i verden i dag og antager at de er født med et sportsligt gen for deres sport, og at dette gen er identisk med talentfulde udøvere. Trænere med denne filosofi ser talent som noget magisk, der dukker op sjældent, og talent beskrives som noget den enkelte udøver har eller ikke har. Trænerne med denne filosofi vil argumentere for og fokusere på at spotte talenter tidligt i deres karriere, fordi det er spild af tid at bruge ressourcer på udøvere, der ikke er født med noget specielt. I den tilgang betyder det også at ressourcerne på talentudvikling kan bruges mere hensigtsmæssigt og målrettet på de specielt udvalgte (1).

Udfordringen ved denne tilgang er at identificering af talent er baseret på trænerens næse for talent, hvilket er noget udefinerbart baseret på den enkelte træners erfaringer (2). Når talenter udvælges, findes der derfor ikke rigtige eller forkerte valg, der er bare rigtig mange valg der skal tages – og det er svært at tage de helt rigtige. Ligeledes tager trænere med denne filosofi ofte valgene med udgangspunkt i karakteristika baseret på de bedste seniorudøvere i sporten, og der ses en tendens til at man glemmer at tage sportens udvikling med i konteksten (1). Udfordringen er desuden at man med denne filosofi vælger mange fra, og man har ingen ide om hvilket niveau de ville kunne have nået hvis de havde fået samme muligheder. Trænere med udgangspunkt i denne filosofi vil argumentere for at de laver god talentudvikling, fordi de har identificeret talenterne tidligt. Men når talenterne bliver identificeret tidligt betyder det også at de får bedre vilkår og rammer, hvilket betyder at de udvalgte udøvere alt andet lige vil blive bedre. Det bliver derfor en selvopfyldende profeti, når der argumenteres for at god talentudvikling handler om tidlig identificering (1). Denne filosofi er en myte, fordi det medfødte ikke kan stå alene – det kan give muligheder i nogle sportsgrene men ikke stå alene. Desuden fandt trænerne over tid ud af, at der er en række andre faktorer, der spiller ind i udviklingen af talentet udover det medfødte.

 

Det sætter gang i skiftet til filosofi nr. 2 – trænings-filosofien – hvor udgangspunktet er at udvikle de udøvere, der er motiveret. Det er altså ikke nok at identificere talentfulde sportsudøvere – de skal være motiveret til at udvikle sig. Fokus tager udgangspunkt i psykologiske faktorer, fordi det handler om bevidst målrettet træning, som især er et mentalt aspekt hos talentet, hvilket bl.a. inkluderer færdigheder hos atleten såsom motivation, vilje og dedikation (1) (3). Det handler dog ikke kun om bare at træne. Det er træning, hvor man arbejder bevidst og fokuseret mod konkrete mål, der typisk beskriver udviklingspotentialer på svage områder. Det betyder, at man med bevidst målrettet træning konstant skal træne lige udenfor komfortzonen for at forbedre sig, og at man skal være meget koncentreret om træningen (4). 10.000 timers reglen argumenterer for at det kræver 10.000 timer træningstimer at nå højeste niveau, og dette er en meget praksis-anvendt tilgang i denne træningsfilosofi (1). Det betyder rigtig mange timer med bevidst målrettet træning, hvilket også betyder at udøverne skal starte i en tidlig alder hvor de specialiseres til udelukkende at træne én sport. 10.000 timers reglen er dog tilbagebevist, da det ikke handler om en bestemt mængde træningstimer, men om noget mere end bare træning (1).

Udfordringen ved trænings-filosofien er at denne form for træning med bevidst målrettet træning fra en meget tidlig alder skaber en markant øget sandsynlighed for frafald i sporten. Det skyldes to overordnede ting. For det første mister udøveren motivationen fordi træningen konstant skal være fokuseret, handle om at forbedre sig og tage næste skridt i karrieren. Resultatet af dette er ofte, at udøverne i perioder med dårlige resultater og stagnerende udvikling vil vælge sporten fra. For det andet er udfordringen med meget træning fra en tidlig alder at det øger sandsynligheden for skader, hvilket igen fører til frafald, fordi udøverne ikke kan dyrke sporten på konkurrenceplan.

En tredje udfordring med denne filosofi er, at den personlige udvikling hos talentet ofte nedprioriteres, fordi træneren både tager meget ansvar for og fra udøverne. Den personlige udvikling er yderst vigtigt, hvis man gerne vil have talenterne til at blive i sporten i hele deres karriere og tages initiativet fra dem, kommer det med stor sandsynlighed ikke til at ske. En anden konsekvens man ser ved denne filosofi er at udøverne præsterer rigtig godt i ungdomsårene, men at det kniber med den opretholde præstationsniveauet senere. Det kan skyldes mange ting, men oftest skyldes det manglende motivation til at træne hårdt, fordi man har gjort det lang tid fra en tidlig alder (1).

 

 

Miljø-filosofien er den 3. træningsfilosofi, og sætter med baggrund i navnet ikke overraskende fokus på hele talentudviklingsmiljøet som en central faktor i talentudviklingen (1). Der er dog en relation mellem de 2 førstnævnte træningsfilosofier og den sidste med fokus på miljøet. Trænere med miljø-filosofien som deres styrende element anerkender at det medfødte potentiale spiller en rolle i talentudviklingen af den enkelte udøver, og de anerkender ligeledes at det kræver hård, målrettet træning at nå de (semi)-professionelle rækker. Men forskellen er, at hele miljøet spiller den vigtigste rolle, hvilket betyder et fokus på det hele menneske og de personlige, sociale og esportslige kompetencer i og udenfor spillet (1). Bevidst målrettet træning er en del af træningen i talentudviklingsmiljøet, men den fylder ikke hele træningen. Til gengæld bør den bevidst målrettet træning kombineres med den selvorganiserende legende træning, hvilket betyder at talentet selv kan bestemme, afprøve ting og derigennem lære at styre træningen (1) (5). Samtidig har kombinationen af de to træningsformer den konsekvens, at trænerne ofte skal træde tilbage og indtage en mere coachende rolle, hvor svarene ikke bliver givet med det samme. Det hjælper udøveren med at udvikle sig i vigtige aspekter foran computeren, såvel som vigtige områder væk fra skærmen. Det uddybes senere.

Den måske største udfordring ved miljø-filosofien, er at det kræver hårdere arbejde for træneren at optimere hele talentudviklingsmiljøet og de mange nøglerelationer til hvert enkelt talent. Men i sidste ende skaber det en bedre kultur og et bedre talentudviklingsmiljø, hvilket kommer de unge talentfulde spillere til gode.

 

Refleksionsspørgsmål

Der vil fremadrettet komme flere dybdegående artikler omkring de forskellige filosofier, hvor hovedparten dog vil fokusere på at skabe optimale talentudviklingsmiljøer. Den her artikel skal give et kort indblik i de forskellige måder at tænke talentudvikling på, hvor filosofi er meget lidt brugt, da den hurtig omformer sig til filosofi 2. Der er ingen af filosofierne, der er hverken rigtige eller forkerte, for det handler om egen praksis. Men fra mit perspektiv vil fokus og de nedenstående refleksionsspørgsmål være filosofi 3 – at skabe succesfulde og stabile talentudviklingsmiljøer, der kan udvikle spillere til verdensklasse. Men mere om det senere. Her er lidt spørgsmål, du overordnet kan tænke over ift. din praksis som træner:

  • Hvilken filosofi bærer din træning præg af, når du udtager spillere til dygtigere hold?
  • Har du udelukkende fokus på træningsrelateret spørgsmål i din praksis eller husker du også at stille spørgsmål til andre områder i talentets liv, fx vedrørende skole, familie, andet sport og lignende?
  • Hvordan skaber du det optimale talentudviklingsmiljø og hvad gør du i praksis?
  • Hvordan doserer du mængden af træning ift. din egen rolle? Bestemmer du alt indholdet i træningen eller får spillerne også lov til at bestemme indholdet og deraf udvikle kompetencer til at varetage dele af egen træning?

 

Referencer

Artiklen er beskrevet med udgangspunkt i nedenstående bøger og/eller videnskabelige artikler, hvoraf artiklen indeholder konkrete henvisninger til følgende:

(1) Kristoffer Henriksen (2011): Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse, Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1. udgave, 2. oplag

(2) Mette Krogh Christensen (2009): An eye for talent – talent identification and the “practical sense” of Top-level soccer coaches, Sociology of Sport Journal, 2009, 26, 365 – 382, Human Kinetics, Inc.

(3) Ericsson, Krampe & Tesch-Römer (1993): The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance, The American Psychological Association, Inc., Psychological Review, 1993, vol. 100, No. 3, 363 – 406

(4) Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein (2017): Når talent forpligter, Gyldendal A/S, Danmark, 1. udgave, 1. oplag

(5) Coté, Baker & Abernethy (2007): Practice and play in the development of sport exercise. In: Eklund & Tenenbaum (Eds.), Handbook of Sport Psychology, (pp. 184 – 202; 3rd edition). Hoboken, NJ: Wiley

 

Derudover er artiklen skrevet med inspiration herfra:

 

  • Rossing, Ryom og Henriksen (red.) (2015): Talentudvikling i sport – reflekterende organisationer, gode teams og stærke atleter, DIFO og Aalborg Universitetsforlag, 1. udgave, formidlingsudgivelse